Kirsten Grøn, psykoterapeut mpf GRØN-Terapi

 

 

 

Min interesse for en psykoterapeutisk uddannelse startede da jeg var omkring 40 år. Efter arbejdet med økonomi i over 20 år,  med ansættelse i både koncerner og private firmaer som leder og mellemleder blev jeg ansat som praktikvejleder på en handelsskole hvor jeg bl.a underviste i økonomi. Har også brugt min kreative side som underviser i blomsterbinding under aftenskoleloven gennem 10 år.

Som praktikvejleder på Handelsskolen mødte jeg mennesker med mange sociale og personlige udfordringer, og fik lyst til at lære værktøjer til at hjælpe professionelt. Samtidig var jeg lige blevet skilt og stod på alle måder ved en skillevej.

Så i 1999 startede jeg på min fireårige psykoterapeutuddannelse hos ID Academy ved Ole Vadum Dahl. Sideløbende arbejdede jeg på mange forskellige døgninstitutioner med misbrugere, hjemløse, psykisk syge, unge med adhd og demente samt kvinder på krisecenter.

Inden psykoterapeut uddannelsen var afsluttet i 2004 –  startede jeg på efteruddannelse i stress, chok- og traumebehandling med kropsrelateret psykoterapi, primært med SE metoden – Somatic Experiencing  og senere supervisor uddannelse. I alt 10 års efteruddannelse og supervisering i stress, chok og traumebehandling. Desuden har jeg fået undervisning i,  og arbejder med  tegneterapi, drømmetydning og naturterapi.

Mit arbejde som psykoterapeut kobler i høj grad viden og forståelse for sammenhængende mellem krop, sind, tanker og følelser i vores adfærd. I 2017 var jeg på kursus i meditation og eksistentiel fordybelse samt et kursus om Visdomsalderen omhandlende formålet at gøre alderdommen glædesfyldt, befriet og meningsfuld. At kunne hvile mere i sig selv og videregive livsvisdommen – begge kurser på Vækstcentret, Nr. Snede.

— Det var dengang skønt at være på vej mod de 50 år og stå med en helt ny uddannelse hvor viden og personlig erfaring gik op i en højere enhed. Jeg har nydt at praktisere  siden 2002 og har således en grundig praktisk og teoretisk erfaring som psykoterapeut.

I 2011 søgte jeg om optagelse i Dansk Psykoterapeutforening og blev godkendt og optaget og dermed MPF.  Den 4 årige psykoterapeut uddannelse indeholdt foruden al den teoretiske undervisning også flere hundrede timers egen terapi, gruppeterapi og supervision. Derefter fulgte mange års efteruddannelse også med gruppeterapi. Min uddannelse og personlige erfaring med veje og vildveje – og ikke mindst har arbejdet gennem mere end 20 år med flere hundrede  klienter givet så mange gaver.

Jeg sluttede den fireårige grunduddannelse med at skrive speciale om “Følelsen af mindreværd som tema i terapi forløb”
 – Følelsen af mindreværd må nødvendigvis også blive et møde med ansvar for egen frihed. Og afsluttede med at citere Nelson Mandela:

“Vores dybeste frygt er ikke at vi er utilstrækkelige. Vores dybeste frygt er at vi er magtfulde over al måde. Det er lyset og ikke mørket, som skræmmer os: Vi spørger os selv – hvem er jeg, som kan tillade mig at være begavet, pragtfuld, talentfuld og fabelagtig? Eller rettere, hvem er du, hvis du ikke er det? Du er guds barn. Din beskedenhed kommer ikke verden til gode. Der er intet oplysende ved at skrumpe ind, så andre mennesker føler sig usikre sammen med dig. Vi er født for at åbenbare guds ære i os selv. Det er ikke kun i nogle af os, det er i os alle. Når vi lader vort eget lys skinne, giver vi ubevidst andre mennesker lov til at gøre det samme. Når vi frigør os fra vores egen frygt, vil vores tilstedeværelse automatisk frigøre andre.” –

–                                                           

Medlem af Dansk Psykoterapeutforening – MPF – din tryghed i behandlingen både fagligt og etisk. Kontakt Kirsten Grøn på mail: kirstengr77@gmail.com eller ring tlf.: 26229688 – og hør mere.